Af hospicemedarbejder og
tidligere tarmkræftpatient

Det kræver tid at åbne en samtale

Marianne Mose Bentzen er udviklingssygeplejerske på Sankt Lukas Hospice i Hellerup, hvor hun dagligt ser tarmkræftpatienter, som har været i livsforlængende behandling. Marianne Mose Bentzen har indsigt i, hvordan hun kan hjælpe patienterne, da hun selv blev opereret for tarmkræft for syv år siden.

Af Marianne Mose Bentzen, udviklingssygeplejerske på Sankt Lukas Hospice, Hellerup

I de ekstra dage, som livsforlængende behandling kan give en, er der mulighed for at sætte fokus på familien. Man kan som patient og pårørende leve i et frirum, hvor man selv kan sætte dagsordenen. Men jeg oplever tit, at nogle patienter og pårørende gemmer sig bag ’kærlighedens skjold’. Symbolikken er, at skjoldet skærmer mod, at patienten og de pårørende snakker sammen om det, der er svært. De er bange for at gøre hinanden kede af det, og angsten for at påføre hinanden yderligere sorg fylder meget – så hellere undgå at tale om det. Konsekvensen er, at nogle patienter kan føle sig udstødt og udelukket fra hverdagslivet.

Det kræver tid at åbne en samtale; ydmyghed og opmærksomhed fra den, der lytter, tid til at få del i patientens eller de pårørendes håb og glæder. Store som små. Realistiske som urealistiske. Det kan være alle slags håb: Håb om helbredelse, håb om et mirakel, om en værdig død eller håbet om en god nats søvn. Det kan også være glæden ved gensynet med forårets anemone og glæden ved at være sammen med nogle, man holder af.

På den personlige front var det værste at få fortalt mine børn om min kræftsygdom. Tanken om at skulle skilles fra de mennesker, jeg holdt af, var en ubærlig tanke. Men jeg oplevede at blive imødekommet og at blive lyttet til af mine børn og af mine venner. Faktisk opstod nye relationer. Det er jeg meget taknemmelig for i dag, og jeg kan anbefale at sætte ord på tanker, følelser og reaktioner. Når vi møder hinanden med et åbent og sårbart sind, kommer der nye perspektiver på tilværelsen. Uanset om det er et barn eller en voksen, så kan man få en ny måde at se tingene og begivenhederne på. Det handler om at finde sine egne veje og broer. Alle har en historie at fortælle og ønsker at blive lyttet til –  både for at overleve og for at leve.