Interview med hospitalspræst

“Sorgen er kærlighedens pris”

“Essensen ligger i at finde ny mening i de ekstra dage. Ikke mening med sygdom og død”, siger Lotte Blicher Mørk, som er hospitalspræst på Rigshospitalet. Her snakker, støtter og rådgiver Lotte Blicher Mørk blandt andet tarmkræftpatienter, som er i livsforlængende og lindrende behandling, når spørgsmål om mening med livet og tilgivelse presser sig på.

Hospitalspræst Lotte Blicher Mørk arbejder på Rigshospitalet, hvor hun snakker med og støtter patienter, som er i livsforlængende behandling samt deres pårørende. Som patient kan den livsforlængende behandling vare fra måneder til flere år. Her skal mange patienter og pårørende forholde sig til sorgen over, på et tidspunkt, at skulle sige farvel. Lotte Blicher Mørk mener, at sorgen er en del af livet.

Mannov_Riget_10.3.20151326

”Det er vigtigt at huske, at det er tilladt at blive sur og gal, og at man gerne må råbe, at det her er noget rigtigt møg. For det er det jo – hvis man elsker livet. Så har man ikke lyst til at give slip på det og forlade alle dem, man elsker. Og så skal man huske på, at sorgen er der af en årsag. Sorgen er kærlighedens pris. Det er sagt 1000 gange før, men det er bare så rigtigt. Der er både sorg og kærlighed i livet. Den ene ville ikke eksistere uden den anden. Uden kærlighed ville der ikke være noget på spil, og så ville sorgen ikke kunne opstå.”

Det er tilladt at blive sur og gal

Find ny mening i de ekstra dage

Lotte Blicher Mørk mener ikke, at livet for patienter i livsforlængende behandling kun handler om, at man altid skal stræbe efter det fantastiske og det lykkelige.

”Der er kommet en tendens i vores tid til, at vi skal nå at finde en løsning på alt. Men det er jo ikke alt, der lader sig løse, som f.eks. en alvorlig sygdom. Det er et vilkår, man må leve under, som man ikke nødvendigvis finder en mening med. Der findes ikke nogen mening med at være dødeligt syg, så man må prøve at finde en ny mening i situationen. Når døden nærmer sig, bliver alt skarpere, både de gode og de dårlige ting. Og det gælder om at finde mening på trods og hele tiden huske, at man ER jo ikke sin sygdom – man er stadig sig selv.”

Man ER jo ikke sin sygdom – man er stadig sig selv

Sorgen er ligesom et pendul

Selvom sorgen kan virke altomfavnende, så er det både tilladt og vigtigt at finde plads til at holde fri et øjeblik, og til at huske at sorg og glæde ikke er to sort-hvide fænomener, fortæller Lotte Blicher Mørk:

”Det er vigtigt at huske, at livet ikke er enten sorg eller glæde. Fra man får beskeden om, at man selv eller ens kære snart skal herfra, sætter en sorgproces i gang, og den fortsætter, indtil døden indtræffer, og for de pårørendes vedkommende langt efter. Men en sorg varer ikke fra her til her – det er ligesom et pendul, som svinger frem og tilbage. Man går ind og ud af sorgen, og man kan være vred og sur og gal den ene dag, og så f.eks. gå ud og spise, nyde livet og grine den næste og måske være heldig for et øjeblik at holde lidt fri fra situationen.”

Her er tid afgørende for alle parter, mener Lotte Blicher Mørk, fordi tiden giver mulighed for både at sørge, at få snakket sammen, vise kærligheden til hinanden og samle på gode og vigtige stunder.

Hvad er du skyld i af gode ting?

De ekstra dage giver også tid til refleksion og overvejelse over livet, og nogle har ifølge Lotte Blicher Mørk også behov for at tale om det, de fortryder, eller det de synes, de har gjort galt.

”I de tilfælde er det særligt vigtigt, at man som pårørende ikke affærdiger patienten og siger, at det hele er fint nu, eller det glemmer vi bare. Hvis patienten – eller den pårørende – har behov for at sige, at de godt ved, at de gjorde noget galt, så kan det være forløsende at få lov til det. Og hvis modparten tilmed så kan svare: ’Ja, du var en lort, men jeg stod igennem det, og jeg er her stadig, fordi jeg elsker dig,’ så er det en smuk anerkendelse og en særlig kærlighedserklæring – et slags moderne skriftemål. Det at være menneske er lig med at være ikke-perfekt og lig med at lave nogle brølere,” fortæller Lotte Blicher Mørk og fortsætter:

”Når jeg snakker med patienterne, vender jeg tit spørgsmålet om og spørger: ’Hvad er du skyld i af gode ting?,’ og det er ofte en helt ny måde for folk at se på deres liv og på meningen i det.”