Om Tarmkræftforeningen

Hvert år får ca. 4.300 personer diagnosen tarmkræft eller endetarmskræft. Netop disse typer kræft og den efterfølgende behandling giver ofte helt specielle og tabubelagte senfølger, som kan efterlade såvel patienter som pårørende med en stor ensomhedsfølelse. Tarmkræftforeningen arbejder for at skabe åbenhed og synlighed omkring tarmkræft.

Tarmkræftforeningen er en forening for patienter med tarmkræft og deres pårørende, og den har som formål at skabe et fællesskab, hvor man kan søge støtte og udveksle erfaringer med andre i samme situation.

Tarmkræftforeningen arbejder for at:

  • udbrede viden om tarmkræft (analkræft, endetarmskræft og tyktarmskræft)
  • støtte patienter og pårørende omkring tarmkræft – både psykisk og fysisk
  • udbrede information om forebyggelse af tarmkræft
  • arbejde for forbedring af behandlingsmuligheder for tarmkræft
  • fremme forskning i forebyggelse af tarmkræft
  • fremme forskning i senfølger efter tarmkræft
  • oprette tarmkræftgrupper rundt omkring i landet
  • fremme aktiviteter af interesse for medlemmerne

Vores aktiviteter

Tarmkræftforeningen har flere aktiviteter landet over for tarmkræftpatienter og deres pårørende.

Foreningen har blandt andet oprettet tarmkræftgrupper i Region Hovedstaden (København), Region Midtjylland (Århus og Herning), Region Syd (Odense) og Region Nordjylland (Aalborg). Her kan du møde andre med tarmkræft – og udveksle erfaringer med mennesker, som kæmper med tabuer og ensomhed i forbindelse med sygdommen, behandlingen og dens følger. Er du interesseret i at deltage i en tarmkræftgruppe i nærheden af dig, så har du mulighed for at se de kommende møder her. Hvis du vil medvirke til stiftelsen af en tarmkræftgruppe i dit lokalområde, så send en mail til tarmkraeft@hotmail.com.

Hvert år markerer Tarmkræftforeningen den internationale tarmkræftmåned, National Colorectal Cancer Awareness Month, i marts, hvor vi afholder en konference. Læs mere om konferencer fra tidligere år her.

Vi har vores egen Facebook-gruppe, som du er mere end velkommen til at blive en del af. Her vil du løbende finde aktuelle nyheder og presseklip relateret til tarmkræft. Gå til Facebook-siden her.

Vi er også en del af cancerforum.dk, et online mødested der giver kræftpatienter og pårørende mulighed for at dele tanker og erfaringer på tværs af landet uanset tid på døgnet. Du kan stille spørgsmål og udveksle erfaringer med andre tarmkræftpatienter i debatgruppen TARMKRÆFT.

Sådan er vi organiseret

Tarmkræftforeningen består af en frivillig bestyrelse, der alle har haft tarmkræft tæt inde på livet. Du har mulighed for at læse mere om bestyrelsen her.

Tarmkræftforeningen samarbejder med Kræftens Bekæmpelse og henviser til Kræftens Bekæmpelses Kræftlinje på tlf.: 80 30 10 30, hvor du kan få professionel og gratis rådgivning om tarmkræft.

Vores historie

Tarmkræftforeningen blev stiftet af en gruppe af tarmkræftpatienter i 2008 under navnet Patientnetværket for Tarmkræft. Ønsket var at skabe et fællesskab for tarmkræftpatienter og deres pårørende. Fem år senere i 2013 blev Tarmkræftforeningen stiftet som den organisation, den er i dag, som en forlængelse af det oprindelige patientnetværks idéer og målsætning.

Bliv medlem

Alle tarmkræftpatienter og deres pårørende kan optages som aktive medlemmer for 125 kr. om året. Du kan også støtte foreningens arbejde ved at blive støttemedlem for 100 kr. om året. Læs mere om at blive medlem her.

Kontakt os

Har du brug for at udveksle erfaringer eller har spørgsmål til dit liv som tarmkræftpatient eller pårørende, er du velkommen til at kontakte os. Tarmkræftforeningen kan ikke give lægefaglig vejledning, men kan give dig mulighed for at komme i kontakt med én, som selv har været hele sygdomsforløbet igennem.

Du er velkommen til at skrive til os på: tarmkraeft@hotmail.com

Læs mere om Tarmkræftforeningen på www.tarmkraeft.dk